Mine fordomme gjort til skamme

Jeg har fornylig været pårørende  i forbindelse med en indlæggelse på Odense Universitetshospital. I den forbindelse gør man sig naturligvis nogle tanker, ikke bare om selve sygdommen, men også om opholdet på OUH. Da jeg først hørte om indlæggelsen, blev jeg lidt skræmt. Når man hører om sygehuse i de danske medier, handler det ofte om overbelægning, underbemanding eller om dårlig mad og lignende. Så der var i første omgang bange anelser  om, hvad patienten nu skulle udsættes for.

Men i løbet af de 10 dages indlæggelse så jeg intet til dette. Der var i den periode aldrig for mange patienter til afdelingen – ikke nogen der stod i senge ude på gangen eller lignende –  men heller ikke så mange tomme senge, at man følte pladsen var spildt. Det så ud til at passe ret godt, hvilket i sig selv må være en øvelse, når man aldrig kan vide, hvor mange indlæggelser der måtte komme den næste dag.

Og personalet var der intet at udsætte på. Smilende, imødekommende, i godt humør og meget hjælpsomt. Indlæggelsen startede en fredag, og den samme sygeplejerske nursede patienten fra fredag til søndag, så det var ikke hele tiden en ny person, man skulle forholde sig til.

Så er der maden. Jeg hørte intet negativt om det, tværtimod. Og dette fra en person, der gennem det seneste halve år, har haft mindre og mindre appetit, og virkelig har skulle kæmpe for at spise. Men jeg hørte kun positivt om maden og der var ingen problemer med at spise op.

Så tak til personalet på Nefrologisk afdeling Y på OUH!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *